Bookmark and Share

Studieture

Vi tager på flere studieture:
 
Studietur
På hvert hold tager vi alle på studietur til en af Europas hovedstæder, storbyer eller et helt tredje sted. Vi har tidligere været i London, Barcelona og Berlin. Fælles for turene er, at vi skal ud og opleve den pulserende storby, hvor der vil være noget for enhver; både indenfor design, kultur, musisk, politik og historie, ligesom vi også tager ud og oplever naturen.
 
 

normandiettur_web.jpg

 

Studietur til Normandiet og Paris i efteråret 2010
I efteråret tager vi til Frankrig, landet kendt for dets fascinerende historie, rige kultur, enestående kunst, smukke landskab og smagfulde goumet mad. Målet for turen er Normandiet, men på vejen kommer vi forbi Paris og slagmarkerne fra 1. Verdenskrig.
      Det var fra Normandiet, at Wilhelm Erobreren i 1066 underlagde England i sit magtområde og som hans efterkommere senere tabte i Hundredårskrigen. Men skæbnen bandt Normandiet og England sammen igen, da Montgomery i juni 1944 ledte den omvendte erobring med D-dagen. De to scenerier er omdrejningspunktet for vores rejse, hvor vi skal se det næsten 1000 år gamle tapet i Bayeux, der fortæller om slaget ved Hastings i 1066 og besøge Omaha Beach, hvor amerikanerne led de voldsomme tab i 1944, som kirkegården Cimetiére St. Lauren i Colleville-sur-Mer vidner om med hvide kors så langt øjet rækker. 
     
       Undervejs skal vi smage på det franske køkken og vandre langs Seinen. I Paris skal vi se domkirken Notre Dame, besøge Louvre, hvor nogle af verdens største kunstværker er udstillet, gå rundt i Montmatre-kvarteret, drikke kaffe og diskutere politik i de pariske saloner og op i Eiffeltårnet. Men vi skal også forbi Verdun på grænsen mellem Frankrig og Belgien, hvor millioner af soldater døde i skyttegravene under 1. Verdenskrig.
 
 

shanghai.jpg

 

Designstudietur til Shanghai i 2010
I efteråret 2010 skal Design & Innovation til Shanghai for at se verdensudstillingen, World Expo. Det bliver en fantastisk tur, hvor vi bl.a. skal opleve Danmarks roste pavillon, designet af tegnestuen BIG, hvortil man har transporteret tusindvis af liter vand fra Københavns Havn, Den lille Havfrue og 1500 cykler. Derudover skal vi også opleve Shanghai og alt hvad den har at byde på indenfor design og arkitektur.

israel2.jpg

 

Journalistik & Mellemøsten og Politik & Spin tager til Israel/Palæstina
Vælger du Journalistik & Mellemøsten eller Politik & Spin tager vi i efteråret og foråret til Israel/ Palæstina, hvor vi skal mødes med politikere og NGO-repræsentanter og tale med helt almindelige mennesker om deres dagligdag.


Israel/ Palæstina optager i disse år mere end nogen anden region den politiske dagsorden på globalt niveau. Her skal vi tale med politiske repræsentanter og folk med en anden verdensforståelse end vores egen. Her sætter vi ansigt på de mennesker, vi hver dag hører om i den globale nyhedsstrøm, men hvis skæbne ligger os uendelig fjernt. Vi vil stå på steder, hvor den jødiske, kristne og muslimske kultur tørner sammen og høre andre tale, end dem, der dagligt kommer til orde. Alt sammen på baggrund af en solid introduktion til Mellemøstens historie og den nuværende konflikts internationale betydning.

På vores studieturer har vi blandt andre mødt TV2s korrespondent Steffen Jensen, borgmesteren Tahseen abu Slimi i den palæstinensiske landsby Salfit på Vestbredden og Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik. Vi har besøgt palæstinenseren Ali Jiddah, dømt for terrorisme, der bor i det ældgamle Østjerusalem og vi har hørt israelernes officielle syn på konflikten med palæstinenserne og nabolandene, når vi har lagt vejen forbi det israelske udenrigsministerium.
 
Desuden har vi besøgt druserne i Golanhøjderne, en kibbutz, en palæstinensisk flygtningelejr, en jødisk bosættelse, en palæstinensisk sygeplejerske på et hospital i Ramallah, badet i Det døde Hav, gået op til ørkenborgen Masada, været med tidligere israelske soldater fra organisationen Breaking the Silence hos palæstinensiske familier og meget meget mere.
 
Vi slutter turerne med at besøge basaren i det ældste Jerusalem. Fra små boder under de gamle hvælvinger strømmer tunge dufte af salver, røgelse og æbletobak ud, og sammen med menneskemylderet og råbene fra sælgere, der falbyder alt fra råt fårekød til de nyeste mobiltelefoner, udgør de et uforglemmeligt sansebombardement. Det er blevet til hæsblæsende uger gennem Mellemøstens smeltedigel af religion, kultur og historie, hvor gammelt og nyt stadig brydes i en fortættet atmosfære af forventning og håb.